Der er noget i luften, og jeg tror det er billeder..

New Zealand

Abel Tasman var en fantastisk flot nationalpark, og selvom det kan blev til en dags vandring derude var det helt fantastisk. Der var både vandfald, hav og masser af træer og buske. Vi tog en bus derud, blev sat af og kunne derefter begynde at vandre op langs kysten. Da parken kun har en sti og er en aflang park måtte vi gå i 3 timer for derefter at gå samme vej tilbage igen, men da der var så meget skøn natur gjorde det ikke noget

at gå samme vej tilbage, da man hele tiden fik øje på nye ting. Da vi kom tilbage til Nelson igen, var vi så heldige, at der var en dragefestival, og jeg har aldrig før set så mange flotte farver på en så blå himmel før. Efter vi havde beundret dragefestivallen tog vi på en lille hike til Midten af New Zealand. Den er (meget tilfældigt) midt på en klippetop og har et stor monument, men udsigtig deroppefra var utrolig! Næste stop var en lille by kaldet Greymouth. denne by var efter vores mening spild af tid, det eneste man kunne tage sig til her var at tage på en rundvisning på det lokale brøggeri, så det gjorde vi selvfølgelig. Det var en meget hyggelig aften og vi kom til at snakke med folkene som vi kørte i bus med. Hele turen på NZL kørte vi med Magic bussen, og det fungerede vældigt fint, men problemet med den var bare at man var nødt til at lave stop i nogle bestemte byer, som f.eks. Greymouth, hvor vi ville have foretrukket at bruge tiden på noget andet. Derudover stoppede bussen ved flere seværdigheder, hvor vi kunne hoppe ud og tage et billede, og det var meget fint nogle gange, for vi fik set nogle ting vi ikke ellers ville have set, men som sagt kunne vi godt have været foruden nogle af stoppene. efter Greymouth gik turen videre til Franz Josef, denne by var efter min mening et af de bedste stop på turen! Franz Josef er primært et sted man tager hen for at komme op på den gletcher der ligger lidt udenfor byen. Vi valgte at tage på et halvdags hike op på gletcheren. Dagen startede med at vi mødtes med de andre der skulle med og blev udstyret med støvler, pigsko og en vinterjakke, og så var det ellers ind i bussen og afsted. Vi kørte ikke mere end 10 minutter før vi kunne se et stort bart område med sten og klipper på begge sider. Ved enden af dette store bare område, hvor klippevæggene kom lidt tættere på hinanden kunne vi se gletcheren mellem dem. På afstand ligende den et stort frossent vandfald og var allere på det tidsopunkt meget smuk at se på. vi fortsatte helt hen til gletcheren og begyndte vores gang opad. Helt fra starten går man på ren is, og her er der virkelig tale om at klatre, da man har et reb at holde i og kæmper sig opad ved at bruge pigskoene så godt man kan. Efter det første stejle stykke skulle vi alle samles og herfra var der en fantastisk udsigt over hele dalen. Vi blev her delt i to hold, et hurtigt og et langsomt. Og selvfølgelig skulle vi, som de meget erfarne hikere vi er på det hurtige hold. Så gik det ellers afsted videre. På vejen op blev isen mere og mere klar og den havde den smukkeste blå farve. mens man er deroppe virker det helt surealistisk og man kan slet ikke forstå at man rent faktisk står på en gletcher, det var en fantastisk oplevelse! Vi var også så heldige, da vi var på det hurtige hold at vi fik lov til at komme længere op på isen end halvdags hiken nomalt går til, nogengange har man da lidt held i sprøjten! Da vi kom tilbage til selve byen mødtes vi med det meste af bussen på den lokale pub og fik en øl sammen med, hvad der fra den aften belev refereret til som vores “magic family!”

Queenstown blev det næste stop på rejsen, og denne by var helt fantastisk. Det er en stor by, men alle ting ligger meget tæt sammen, så det giver den en meget hyggelig stemning. Derudover var der en masse små forskellige butikker, og selvfølgelig verdens bedste burger, som får i en lille biks der hedder Fergburger. Queenstown var også steder, hvopr vi atter blev genforenet med vores fantastiske danske rejsekammerater og en reunion er jo altid godt for humøret! Vi var også så heldige at der var et arrangement der hed rock for Haiti, hvor der var ægte festival stemning med udendørs musik, virkelig et par dejlige dage vi havde der. Turen tilbage mod Auckland var lettere forjaget, da vi efterhånden var ved at løbe tør for tid. Vi måtte derfor køre i bus om morgenen og formiddagen og tilbringe eftermiddagen, hvopr vi kom hen og så afsted videre næste dag. Det var en fin måde at få set en masse på, men når man ser og oplever så meget på så kort tid kommer det hele til at være en stor pærevælling og man kan ikke rigtig nå at nyde alle stederne.

Det første af de korte stop var en lille by kaldet Dunedin. Her var der heller ikke det store at tage sig til, så vi brugte eftermiddagen på en tur rundt i byen og tog et billede af den mest fotograferede bygning i New Zealand, som ikke var noget specielt, men som de turister vi nu er, var vi nødt til det. Derefter gik turen til Lake Tekapo. Her havde vi en BBQ aften med hele bussen, vi fik noget rigtig god mad, og så er det jo altid rart at bruge tid sammen med den fantastiske magic family. Lake Tekapo var, som navnet antyder, en by der lå lige op ad en sø, som var meget smuk. Typisk New Zealandsk landskab med vand, bjerge og et par får der hygger sig. Næste stop var i Christchurch, her fik vi os en rigtig by dag med at kigge i butikker og gå at ose rundt, det skal der jo også være plads til, men jeg vil nu sige at jeg foretrækker naturen som er helt fantastisk i New Zealand. I Kaikoura, som var næste stop fik vi set naturen fra en lidt anden side, da vi her boede helt ud til havet og så utallige delfiner og fik en gåtur til den nærtliggende sælkoloni. Sælerne var meget dovne og lå mest på klipperne og dasede, men så var der alle ungerne, der havde fundet en lille pøl var de lystigt legede rundt og plaskede. Så kommer der gang i “nårh” genet og man får lyst til at løbe ned og lege med dem og kramme dem, men det kan man selvfølgelig ikke. Næste dag var det tilbage til færgen og efter en utrolig smuk tur mellem bjerge væk fra Sydøen kom vi tilbage  til Wellington, hvor vi tilbragte en nat, hvorefter turen gik hele vejen nordpå igen. Vi tog op til Coromandel town, hvor vi for en gangs skyld skulle tilbringe et par nætter. Heroppe var det hele stille og roligt, og det var rart med lidt seriøs afslapning og det var dejligt at vide at vi ikke skulle tidligt op og med bussen, så de dage nød vi og lavede så lidt som muligt.

Tilbage i Auckland var det skønt at man vidste, hvor alting var, og vi havde fundet den bedste restaurant. Det var en lille indisk restaurant med det mest fantastiske indiske mad jeg nogensinde har smagt! HEr skulle vi selvfølgelig ind endnu engang, og inviterede en pige med, som vi havde mødt på bussen. Hun spurgte om det var i orden hun tog nogle med, og vi endte med at være et helt selvskab af magic folk, men hvad kan man sige? Man afviser da ikke sin magic familie! På vores aller sidste aften i New Zealand havde vi planlagt at vi skulle have en picnic under åben himmel og det var selvfølgelig så perfekt at de viste en film i en af parkerne, så alt var parat til den perfekte aften, men….. Så var det at det gav sig til at regne og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Men det endte med at vi fandt en tør plet under et træ og havde en rigtig hyggelig aften med god mad.

Tilbage i Sydney igen, stod den på det sidste sightseeing og jeg fik besøgt alle mine yndlingssteder og fik sagt farvel til alle de fantastiske mennesker jeg har mødt på min tur. Det var det sidste fra min fantastiske tur i Malaysia, Australien og New Zealand, alt er vel i det Sønderjydske, selvom jeg må indrømme at det er en lille smule køligt sammenlignet med Sydney!

Opdateringer og New Zealand

Byron Bay var en rigtig hyggelig lille by med masser af små hyggelige butikker med alverdens tingeltangel. Vi endte med at tilbringe lidt over en uge i Byron, da vi ventede på at vores surftur skulle starte, så vi kunne komme af sted ned mod Sydney. Fra Byron var vi på en dagstur til en lille by der hedder Nimbin. Denne by er kendt for at være et lille hippie samfund, hvor folk tager hen hvis de vil købe hash. Mange af de mennesker vi har mødt fortalte os at hvis vi ikke havde tænkt os at købe noget ville det ikke være et besøg værd, men det syntes jeg nu alligevel det var. Vi startede dagen med at stige på en lille Nimbin shuttle og så gik turen ellers derudaf. Vi fik set noget rigtig flot landskab på vejen derhen, og vi stoppede ved en lille by der heder Channon. Her var der et kæmpe stort marked med forskellige hjemmelavede godter, smykker og tøj. Dette marked var virkelig en fed oplevelse, da alle der var der med boder var hippier og der var en helt fantastisk stemning i hele området med musik og, ja, bare det hele fald sammen til en stor fantastiskhed! (og ja, det er et ord!) Efter markedet tog vi videre til selve Nimbin og det var virkelig en meget lille hippie landsby. Der var ikke meget andet end en enkelt gade, men selvom vi ikke købte noget hash syntes jeg helt sikkert det var besøget værd, da stemningen var helt fantastisk. Resten af tiden vi tilbragte i Byron brugte vi på at se byen fra ende til anden flere gange, og man blev sjovt nok ved med at kunne finde nye små hyggelige butikker og ting man ikke syntes man havde set før.

Så kom dagen endelig, hvor vi skulle af sted på surftur. Vi mødtes med alle de andre der skulle med ved busstationen og så kom der en bus og hentede os. Bussen vi kom ind i var gammel og næsten alle sæderne var i stykker, men på det tidspunkt var vi så spændte på, hvordan det hele ville være, så det gjorde os ikke det fjerneste. Afsted kom vi og efter vi havde kørt et par timer kom vi til den første surflektion. Vi fik våddragter på og fik udleveret et KÆMPEMÆSSIGT surfbræt, som vi skulle slæbe hen ad stranden. Det var ret hårdt, men sådan var det jo bare. Vi startede med at lægge os på surfbrætterne på stranden og øvede padlebevægelserne man skal lave. Jeg skal lige hilse at sige at man føler sig pænt dum når man ligger i en meget flatterende våddragt på et skrig blåt surfbræt og spræller som en fisk! Men hvad, træning skal der til. Så kom turen til vandet og bølgerne og jeg skal lige hilse at man hurtigt finder ud af , hvad det hårde ved surfing er. Når man skal have surfbrættet med ud over bølgerne, der kommer imod en, skal jeg lige love for man får nogle slag! Men men men der gik heller ikke særlig lang tid før jeg fandt ud af, hvor sjov surfing er. Når man hele tiden kæmper sig ud igen og igen og gang på gang ikke kommer op at stå, skal jeg hilse og sige at man får et kick, når man så endelig står der og ligeså stille glider med bølgen ind mod stranden. Surfing var også hårdt ved min stakkels krop, for det endte hverken værre eller bedre end at jeg efter kun én dag på brættet havde jeg hudafskrabninger på begge knæ og den ene albue, flot klaret, Laura! Det skulle dog ikke tage modet fra mig, så jeg fik den geniale idé at klippe bunden af mine strømper af, så jeg kunne tage dem på som beskyttere. Dette hjalp virkelig, det var dog lidt ærgerligt, at jeg fandt ud af det lidt for sent, eftersom sårene allerede var kommet, og de begyndte at gøre ondt. Men sjovt var det! Surfturen var dog ikke lutter surfing, da det hver aften gik op i gak og løjer. Det gjorde også at man lærte alle, der var med, rigtig godt at kende, og vi nåede næsten at blive en stor surffamilie, så hyggeligt! Surfturen gik rigtig hurtigt, og før vi vidste af det var det blevet den 23. December og vi var tilbage i Sydney.

Dagen før juleaften og den rigtige julestemning var stadig ikke rigtig at føle, men så blev det den 24. December. Kathrine, Mads, Janus og jeg havde fået lov at låne Allisons (genboens) hus, så her havde vi vores egen lille ungdomsrede. Vi startede ud med at pynte juletræet, som blev sat op ude i haven. En helt ny fornemmelse at kunne gå rundt udenfor i dejlig varme og pynte et juletræ, men det var nu ikke dårlig med lid varme. Derefter gik madlavningen i gang. Menuen stod på tro dansk vis på flæskesteg, hvide kartofler, brune kartofler, franske kartofler, rødkål, brun sovs og selvfølgelig risalamande. Maden blev helt fantsktisk og selvfølgelig endte vi alle med at spise alt for meget, det er jo kun jul én gang om året. Risalamanden var min opgave og selvom fløden smager lidt anderledes end den danske og man ikke kan få grødris blev den rigtig god. Men så står man der med en skål fuld af risalamande og flollet som jeg er tænker Laura: ”skulle man putte lidt blå frugtfarve i? Det tror jeg vidst nok man skal!” Og sådan gik det til dengang vi fik blå risalamande juleaften i Sydney, Australien. Se det var en god historie! Derefter fik vi danset om juletræet, men da vi også skulle holde australsk jul dagen efter, hvilket betød at gaverne måtte vente til næste morgen. Næste morgen kom og vi fik åbnet alle gaverne, hvilket indebar lakrids og en masse danmarksflags ting til Laura, det er da noget der giver glæde på en varm og meget anderledes juleaften. Den 25. december tog vi ned til Bondi beach, da vi tænkte at når vi nu endelig var et sted, hvor det var varmt over julen var vi da næsten nødt til at tage på stranden. Der skal så lige nævnes den lille detalje at det var for koldt til at bade, men vi havde stadig en dejlig gåtur langs med kysten.

Så blev det den 26. December og denne dag er i Australien kendt som boxing day, som er butikkernes første udsalgsdag. Det måtte vi da ind og opleve, og jeg skal da lige love for at det var en oplevelse. Der var så mange mennesker at vi stod i kø for bare at komme ind i storcenteret og derefter skulle vi stå i kø for at komme til de andre etager. Det blev dog ikke til så meget shopping fra vores side, da vi rimelig urtigt fik for meget og måtte trække os tilbage til sofaafdelingen for at lade op. Efter et stykke tid tog vi mod til os og kæmpede os ud og endte med at have en dejlig eftermiddag på en café i Darling Harbour, skønt! Ventetiden mellem jul og nytår fik vi også til at gå ved at tage færgen til Manly. Det var en rigtig hyggelig færgetur og Manly er et rigtig hyggeligt sted at være. Manly er en by, hvor man ikke nødvendigvis behøver at foretage sig noget, da det bare er et hyggeligt sted at opholde sig. Den 29. December var dagen, hvor Laura skulle skubbes ud af et fly. Janus, Cathrine, Mads og jeg tog af sted tidlig om morgenen og kørte mod wooloomooloo. Her skulle vi skrive under på de famøse papirer, der siger at det kan være farligt at springe i faldskærm, men det gjorde vi da med glæde! Derefetr fik vi et lille kursus i hvordan vi skulle gøre, når vi skulle springe ud, og derefter fik vi alt udstyret på. Herefter blev vi læsset ind i bussen igen for at blive kørt ud til lufthavnen, og det var her sommerfuglene så småt begyndte at melde sig. Da vi så endelig kom hen til lufthavnen, kom ind i flyet og blev spændt fast til vores spring makker gik turen ellers opad. Sommerfuglene begyndte at fakse mere og mere, men jeg var faktisk overrasket over at jeg var meget gere spændt end jeg var nervøs. Flyveturen opad var rigtig flot og jeg blev mere og mere spændt og lettere nervøs. Så var tiden ved at komme til den første skulle springe ud. Min makker sagde til mig at jeg skulle tage brillerne på, for om lidt skulle vi ud. Den første trillede ud af flyveren og derefter var det Janus´ tur. Det var først da Janus sprang og jeg begyndte at blive rigtig nervøs. Min makker og jeg ormede os ligeså stille hen mod den åbne dør og han sagde til mig at jeg skule stikke benene ud. Jeg kunne mærke, hvordan vinden tog fat i mine ben og svang dem hen langs siden ad flyet. Lige i det øjeblik tænkte jeg: ”HVORFOR?! Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Men så sprang vi ud, og det er den fedeste følelse jeg nogensinde har haft. Følelsen af frit fald kan slet ikke sammenlignes med noget andet, da det bare er noget helt specielt og unikt. Efter et frit fald å omkring 1 minut udløste han faldskærmen og vi svævede ligeså stille ned mod jorden. Allerede efter det frie fald var slut var jeg allerede klar over at det helt sikkert ikke var sidste gang jeg har sprunget i faldskærm, og jeg kan hilse at sige til nysgerrige sjæle at jeg har det hele på DVD og jeg ser meget meget pæn ud. Efter vi var kommet ned på jorden igen var vi alle oppe at køre, hvad skal man sige, man kan slet ikke forklare hvor fedt det var, det eneste jeg kan sige er at hvis man har den mindste lyst skal man helt sikkert prøve det!

Den næste event var nytår. Kathrine og jeg stod for nytårs middagen, og den stod på traditionel synnejysk nytårsmad, det var bare skønt, og det smagte helt rigtigt. Efter vi havde spist tog vi med Charlotte og børnene ud for at se det første fyrværkeri klokken 9. Det var rigtig flot, men vi var dog lidt for langt væk. Derefetr tog vi af sted ind mod centrum af Sydney, hvor vi skulle se det helt store fyrværkeri. Vi skulle mødes med nogle danskere vi har mødt i en park, men da vi endelig kom frem var der for mange mennesker i parken, så de ville ikke lukke os ind. Vi fandt derfor en lille park, hvor vi kunne se Harbour Bridge og herfra havde vi en rigtig god udsigt til hele fyrværkeriet. Det var så stort og flot at det virkede helt surrealistisk, og vi havde hinanden, hvilket gjorde det endnu bedre. Efter fyrværkeriet mødtes vi med de andre og tog ud til deres lejlighed i Newtown. Her tilbragte vi resten af natten og så selvfølgelig 90 års fødselsdag og dronningens nytårstale direkte. Mindre kan da ikke gøre det! Et par dage efter nytår gik vores rejse væk fra Sydney igen. Vi skulle ud på farmen hos Netta og William, som Kathrines forældre lærte at kende dengang de rejste i Australien. Herude fik vi lov til at hjælpe med at genne rundt med fårene og ordne hegn, og selvom man ikke skulle tro det, var det faktisk rigtig rart at lave noget praktisk igen i stedet for bare at rejse rundt ligesom alle de andre turister. Vi var også ude at hente hø og jeg fik lov til at køre den gamle truck. Den var 15 år ældre end mig og det var virkelig sjovt at køre den, da den var meget anderledes at køre end alle andre biler jeg har siddet bag rattet i. Lige da vi ankom sagde Netta og William at de havde tænkt sig at tage på ferie i The Blue Mountains og spurgte os om vi ikke ville med. Det ville vi selvfølgelig gerne, for hvad kan være bedre end at komme til Blue Mountains og ligefrem have sine to egne private guider med. Så gik turen ellers afste mod blue mountains, hvor vi startede med at besøge Jenolan caves, som er nogle meget flotte drypstenshuler. Her så vi eksempler på både stalaktitter, halaktitter og stalakmitter og det var virkelig spændende at høre om, hvordan de forskellige bliver dannede og mærkeligt at tænke på, hvor gamle de er. Efter hulerne kørte vi videre til en ecolodge, hvor vi skulle bo de næste to dage. Det var et rigtig hyggeligt område med masser af natur omkring sig og kun en lille gåtur fra den ene side af blue mountains, hvor der var en fantasktisk udsigt. Dagen efter tog vi ind til de tre søstre, som nok er den mest berømte klippeformation i hele blue mountains. Her tog vi railwayen ned af klippekanten, som gav os en rigtig god udsigt over hele kløften. Det skal dog lige nævnes at railwayen ikke er så fantastisk som det lyder, da det var meget turistet og måske var overstået på 2 minutter. Men det var meget sjovt at prøve den, da det er en meget stejl togbane og de har tilføjet den fantstisk platte effeckt at spille temaet fra indiana Jones, bedre bliver det da ikke! Efter vi havde taget den ned gik vi en tur på et par kilometer, hvorefter vi stod overfor en udfordring på 900 trin. Det lyder af meget og selvfølgelig var det hårdt, men vi tog det stille og roligt og vi fik bevæget os hele vejen op med nogle fantastiske udsigtsposter undervejs. Vi havde nogle rigtig hyggelige dage med Netta og William og da tiden kom til at vi skulle sige farvel igen, var det lidt sørgeligt, men mon ikke vi kommer til at se dem igen enten tilbage i Australien igen eller hvis de en dag skulle komme til Danmark.

Næste stop var Auckland, New Zealand. Et nyt land og et helt andet klima! Lige da vi ankom til Auckland var det overskyet, det regnede og der var 15 grader. Det var oget af en omvæltning, da vi lige var kommet fra dejlig varme Australien, hvor der var 25 grader og solskin. Det hele var dog ikke dårligt, da det også var helt rart at komme tilbage og leve det rigtige backpacker liv igen og komme ud og møde andre rejsendende. I det store hele tog vi det sure med det søde og vi var begge helt klar på at begynde at rejse på egen håd igen efter at være blevet opvartet på farmen. Efter et par dage i Auckland blev vejret lidt bedre og vi fik kigget os lidt omkring og opdagede at Auckland var en rigtig hyggelig by. Men som rejsende kan man jo ikke blive hængende det samme sted og vi tog af sted nordpå. Vi tog først til Paihia, som er en meget lille by og herfra gik vi ud til et vandfald. Turen derud var rigtig flot og selve vandfaldet var helt fantastisk, og jeg skal da lige love for at sommeren var fulgt med os den dag vi skulle ud at gå. Det var rigtig varmt og vi fik rigtig svedt nogle affaldsstoffer ud. Derefter gik turen videre til Hokianga, hvor vi boede et lille sted der mindede om et sommerhus derhjemme. Det var rigtig hyggeligt og i bussen mødte vi to danske piger som vi stadig rejser med. Den dag var det rigtig dårligt vejr, det blæste og regnede, så vi endte med at have en indenfor dag med spil og hygge, helt som man ville gøre det hvis vi rent faktisk havde været i sommerhus i DK. Dagen efter tog vi tilbage til Auckland, hvor vi overnattede for dagen efter at tage til Rotorua. Det første møde man har med Rotorua er meget specielt, da man bliver mødt af en lugt af rådden æg, velkommen til! Dette skyldes at der er stor termisk aktivitet, hvilket medfører at der er mud pools og hot pools rundt omkring i hele byen. SÅ her var vi selvfølgelig ude at se nogle af dem og det virker meget mærkeligt at man står ved en sø og kan se den damper fordi vandet er så varmt. En meget speciel oplevelse og det var lidt som om at lige meget hvor mange man så blev det ved med at være ligeså fantastisk. En anden sjov ting vi lavede i Rotorua var at være på fisketur. Da vi var der var de i gang med en kampagne mod forurening af søerne i og omkring byen. Denne kampagne gik ud på at de havde fået forskellige mennesker og foreninger til at lave kunstneriske fisk. Disse fisk var så placeret rundt omkring i byen og efter at have fået et kort udleveret kunne vi lade skattejagts fisketuren begynde. Sjovt var det, selvom det nok lyder lidt mærkeligt.

Næste destination var Taupo. Denne by har en meget berømt 20km gåtur, hvor man kommer ud at se vulkanerne og det fantastiske landskab omkring byen. Denne tur ville vi selvfølgelig gerne på, men vejret drillede os igen. Det regnede og var meget tåget, så da vi endelig var i byen blev turen aflyst, da man ikke ville kunne se noget og turen derop ville være for farlig. Sådan kan det gå nogen gange, men jeg må da indrømme at jeg var ret ærgerlig over at vi ikke kunne komme af sted, da det virkelig lød som en fantastisk tur. Men men men nu er vi kommet til Nelson, som ligger lige ved siden af Abel Tasman nationalpark. Her skulle der også vare nogl rigtig gode hiketure, så jeg er overbevist om at vi nok skal få nogle gode ture her også. Det var alle opdateringer fra nu, og jeg må lige give den lille bemærkning med på vejen, at hjemrejsen nærmer sig meget meget hurtigt, det ved jeg ikke helt om jeg er tilfreds med! Men der venter dig endnu en enkelt opdatering, så stay tuned on this channel for more news fra fantastiske New Zealand!

I’m back baby, yeah!

 

Vores foerste couchsurfing sted var en stor succes, men det er dog ikke lykkedes os at gentage succesen, da det med planlaegning ikke har vaeret det vi har gjort mest i. Men saa er det jo godt for os at det findes hosteller, hvor man bare kan dumpe ind og faa sig en seng.

Efter Rockhampton tog vi videre til Hervey Bay. Her fik i dyre domme bestilt os en tur til Fraser Island. Vi tog for en gengs skyld os raad til at bruge lidt ekstra penge og bestille en guidet tur. Vi kom afsted med en gruppe andre mennesker, som vi hurtigt faldt i snak med, og selvom vi ikke er saa meget for at moedes med andre danskere var der to danske piger med paa turen, som vi endte med at bruge meget af tiden sammen med. Naar de andre backpackere vi har moedt har fortalt om Fraser, har de sagt at det er en meget speciel oplevelse og at det er en oe kun lavet af sand. Dette tager man til sig og taenker at det bliver anderledes, men man kan slet ikke forestille sig, hvor andreledes det i virkeligheden er. Vi sejlede over til Fraser, hvor vi blev moedt af vores guide, der fortalte os lidt om hvad der skulle ske de naeste 2 dage. Derefter gik vi hen til vores bus, som mest af alt lignede en 4-hjuls trukket lastbil med en kasse fyldt med saeder. Vi fik at vide at pladserne bagerst i bussen var der hvor man blev rustet mest, saa selvfoelgelig var det der vi skulle sidde.

VI kom ind i bussen og begyndte lige saa stille at koere. Det foerste stykke vej var asfalteret, men da vi havde koert 100 meter kunne vi maerke, hvad det var de andre havde snakket om. Vi kom ud til en vej, hvis man kan kalde det det, som var 30cm dyb si-sand, og saa bumbede vi ellers derudaf. At koere i sandet foeltes mere som at vaere ude at sejle and noget andet, da det gyngede fra side til side, men sjovt var det! Paa Fraser lever det vilde dingoer, saa vi fik at vide, at hvis vi skulle faa oeje paa en skulle vi raabe til guiden at han skulle stoppe. Jeg havde utroligt meget lyst til at raabe DIIIINNNGOOO!, men desvaerre saa vi ikke nogen og af frygt for at blive upopulaer hos guiden turde jeg ikke goere det i sjov. Selvom vi ikke saa nogle dingoer paa Fraser oplevede vi dog en masse andet spandende. Vi var ude at bade i en ferskvandsoe kaldet Lake Mackenzie, hvor vandet er helt klart og tyrkis-blaat og sandet er hvidt, en rigtig bounty strand, Det var en fed oplevelse, og det var rart for en gangs skyld at kunne dykke uden at faa salt i baade naese, mund og oejne. Derudover var vi ude paa en klippe der hedder Indian Head, hvor vi kunne se ud over havet, og da det ogsaa er klart saa vi baade rokker, hajer, havskildpadder og stimer af fisk der skiftede formation. Vi var derude i en halv time, men der blev ved med at komme nye dyr at se paa, saa jeg kunne have blevet derude i timevis, men der var mere vi skulle se. Vi var ude at se vraget af et skib der hedder Maheno, der ligge paa stranden, som i oevrigt ogsaa er hovedvejen derovre. Det var meget specielt at vaere saa taet paa et saa stort skib og taenke paa at det engang har vaeret ude at sejle. Udover disse ting saa vi flere andre smaa ferskvandssoer og vandloeb og i det hele var den rigtig fed oplevelse at vaere paa Fraser, fordi den er saa anderledes end alle andre oeer. Og saa skal det da naesten lige naevnes at alle maaltider var inkluderet i prisen, og at det var buffet, saa jeg skal lige love for at vi fik spist noget mad de dage, og det var rigtig rart for en gangs skyld ikke at skulle taenke paa indkoeb, madlavning og opvask. Det var virkelig en luksus tur for os!

Efter dette vilde eventyr tog vi til Bundaberg, the rum capital, hvor, som navnet antyder Bundaberg rommen bliver lavet. Her bor en af Kathrines onkels venner, og vi fik lov til at bo hos dem weekenden over. Det var rigtig rart at vaere i et rigtigt hjem igen, hvor man bare foelte sig hjemme, i stedet for at vaere paa hostel. Og igen var der den luksus at maden bare blev serveret, det kunne vi godt lide. Roger viste os som noget af det foerste hans have, hvor han baade har mangoer, macadamia noedder, avokadoer, lichier og abrikoser. Det var sjovt at se alle traerne, da vi ikke er vant til at se dem, men kun faa frugten. Uheldigvis var det dog kun macadamia noedderne og lichierne der var modne, men dem fik vi da ogsaa lavet et stort indhug i. Roger har ”flyver-koerekort” og da han alligevel skulle have vaeret ude at flyve en af dagene vi var der, spurgte han os om vi ville med. En gratis flyvetur i et lille bitte fly, det skal man ikke tilbyde os to gange, og foer vi vidste af det var vi oppe i luften. Det var en skoen flyvetur, og vi fik set kysten fra oven i det perfekte vejr med blaa himmel og solskin, virkelig en fantastisk tur. Derudover viste Roger os byen og de forskellige steder der var vaerd at se. Hele familien var rigtig dejlige at vaere hos, og da vi skulle afsted mente de at vi maatte komme tilbage igen og blive nogle flere dage, og det er jo altid rart at faa at vide.

Efter Bundaberg gik turen til Rainbow beach. Dette var ikke det mest fantastiske sted, da der ikke var saa meget at lave. Vi gik et par ture i byen og var nede paa stranden og se the coloured sands, og resten af tiden der gik med at dase og vaere lettere irriteret over at vi ufrivilligt ikke kunne lave noget. Men vi maatte samtidig erkende at selvom man er backpacker kan man godt have brug for at have en fridag engang i mellem. Det er bare lidt som om, at man ikke nyder det helt saa meget, naar man ikke selv har valgt at lave ingenting. Men der var gratis kaffe og det skal jeg lige love for at vi fik benyttet os af!

Naeste destination var Noosa. Dette er en rigtig hyggelig lille by, og dette var ogsaa stedet vi saa vores foerste vilde koala. Vi var ude at gaa tur i nationalparken paa Noosa heads, da der kom nogle andre backpackere hen til os og spurgte om vi havde set koalaen og tada, der sad han saa. Vi fortsatte vores tur videre rundt langs kysten og her saa vi ogsaa et par store havskildpadder. Her oplevede vi ogsaa Hells gate, som er en form for klippeafgrund, hvor boelgerne slaar ind, saa der kommer kaempemaessige skumsproejt. Det var rigtig flot og som den vovefels jeg er kunne jeg ikke lade vaere med at bevaege mig ud paa klipperne og kigge ned i afgrunden. Dette gjorde Kathrine lettere mor agtig og bekymret, saa jeg klatrede ligesaa stille tilbage igen. Noosa var ogsaa stedet hvor vi forkaelede os selv med at gaa ud og spise cafe mad og lemon, lime and bitters, det var yummi! Noosa bar ogsaa praeg af at det er stedet alle de rige tager paa ferie, da der var usandsynligt mange fancy hoteller og butikker, men alligevel var der ogsaa plads til backpackerne, og vi havde nogle dejlige dage der!

Nu skal jeg danse om juletrae og synge julesange, glaedelig juul!

Julemanden har fundet os!

Saa er julen for alvor kommet til Australien!

Vi har faaet sat julestroemper og andet fint paa vores tasker og her besoeger julemanden os ofte med smaa godter, det kan vi godt lide.

Sidste gang jeg skrev var vi i Townsville og vi snakker stadig om, hvor fantastisk en by det var. Mens vi var der var vi paa det lokale marked, der paa mange maader mindede om markederne fra Malaysia, der var dog den lille detalje at alle priserne var mindst 4 dobbelte, men saa kunne det ogsaa afholde mig fra at stoppe min rygsaek fuldstaendig, saa det var nok i virkeligheden meget godt. Det hostel vi boede paa i Townsville mindede meget om livet paa efterskolen, og vi moedte ogsaa rigtig mange soede mennesker der, hvilket nok var en af de ting der var med til at goere at vi elskede det. Byen har ogsaa et lille bjerg som vi besteg og fra det saa vi solnedgangen over byen. Solnedgangen gik dog noget hurtigere end vi havde beregnet og det endte med at vi skulle gaa ned af det i moerke, og pludselig bliver man meget bevidst om at man befinder sig i Australien, hvor der er slanger og edderkopper og andet godt! Men ned kom vi, og det var en rigtig fed oplevelse. Dagen efter kom vi ud af sejle, da det hostel vi boede paa havde en aftale med den lokale sejlklub om at de tager backpackerne med ud at sejle, hvis de stoetter klubben i form af at koebe en lotteribillet eller en oel, saa det gjorde vi selvfoelgelig. Vi kom ud paa en skoen sejltur og fik igen set solnedgangen fra en ny vinkel. dette var dog ikke det eneste gode ved sejlturen, for paa den lotteribillet vi skulle koebe vandt vi to flasker vin, hvad mere kan man oenske sig som en fattig backpacker?

Det naeste sted vi kom til var MAckay, denne by var ikke rigtig noget at raabe hurra for. de fleste andre backpackere vi moedte der boede der mere eller mindre fast og arbejdede, og det var man ogsaa noedt til hvis man skulle have den mindste lyst til at blive der, for det var en usandsynlig kedelig by. Det mest spaendede vi foretog os i Mackay var da vi fandt supermarkedet og fanddt en hel afdeling med julepynt. Vi endte med at bruge en hel time derinde med bare at fjolle rundt og goegle med tinsel og andet godt.

Saa stod der couchsurfing paa programmet. Vores naeste destination var Rockhampton, og vi var kommet i kontakt med Carson over couchsurfing.com, som gerne ville have os boende. vi boede sammen med ham, hans vaerelseskammerat Lewis og to andre couchsurfere, Wibke fra Tyskland og Genevieve fra Canada. Vi havde nogle rigtig fede dage der, og Carson tog os baade med til fest og koerte os paa stranden, og saa var det ogsaa bare generelt rart at bo i et rigtigt hjem i stedet for et hostel et stykke tid.

Har ikke mere internet tid lige nu, men skal fortsaette fortaellingen hurtigst muligt.

Paa tur med Laura og Kathrine

Saa er Kathrine ankommet, og turen er gaaet vaek fra Sydney igen.

De foerste par dage Kathrine var i Sydney brugte vi paa at lege turister og faa set byen fra ende til anden, og det kan man bare ikke goere for mange gange med Sydney. Vi havde en picnic i botanisk have, lige ved siden af operahuset, hvor vejret ikke kunne have vaeret meget mere perfekt, da det hverken var for varmt eller for koldt. Vi var ogsaa ude at opleve Sydneys natteliv, hvilket heller ikke er til at kimse af! Planlaegningen var dog ikke helt i orden, da vi dagen efter skulle tidligt op og ud paa et loeb der hedder run4fun. Vi var alle 3 lettere traette (og dovne!) men vi kom dog hen til loebet som foregik i og omkring det olympiske stadion. Vi endte med at have en rigtig fed tur, og vi gik mest og fjollede, men men men vi blev dog ikke helt sidst, da der var 11 der kom senere end os og 2000 der ikke kom over maalstregen. Da jeg ikke er dte store konkurrence menneske gjorde det dog ikke mig saa meget, men selvom de noedigt ville indroemme det, var K/Cathrinerne dog lettere negative.

Vi tog derefter flyet til Cairns, hvor rejsen for alvor skulle begynde! I Cairns tjekkede vi ind paa et hostel vi havde bestilt i forvejen, som faktisk viste sig at ligne noget der ligesaa godt kunne have lagt ude i regnskoven i Malaysia. Vi blev sat af lufthavnsbussen ved at traehus der saa meget faldefaerdigt ud og som stod paa paele. Vi grinede lidt af det, og det var da ogsaa temmelig beskidt da vi kom ind, men men men det endte da alligevel med at vi bare kunne se den sjove side af det. Manden der ejede var fra Korea og lad os bare sige at han engelsk ikke var perfekt, hvilket resulterede i at vi ikke kunne forstaa hvad han sagde, eller omvendt. Og alle de andre der boede paa stedet var ogsaa asiater, saa vi foelte os en smule udenfor. Udover dette var Cairns dog en rigtig hyggelig by, og vi havde nogle gode dage der, og paa trods af sprogbarrierer var tiden paa Sunray guesthouse ogsaa en rigtig fed opolevelse.

Den naeste destination var Cape Tribulation. Vi blev enige om bare at tage en bus derop, og saa se hvad der boed sig. Paa vejen deropad gik det dog ligesaa stille op for os at Cape Tribulation ikke er en reel by, men en regnskov med at par hosteller og strande. Vi fandt dog et hostel, da vi hookede os paa nogle andre der var med bussen, og turen derop var fantastisk, da halvdelen af den foregik gennem regnskoven. Vi var ude at snorkle paa Great Barrier Reef, og det var bare fantastisk! Vi saa alverdens farver io form af baade fisk og koraller, og turen derud i baad var ogsaa rigtig sjov, da der var en del boelger, saa vi fik en hel rutsjebanetur med i koebet. Det skal lige naevnes at vi var der rimelig meget udenfor saeson, saa der var regntid. Vi maerkede dog ikke mere til det end et par enkelte byger, og resten af tiden var der solskin. Udover snorkleturen gik vi en tur i regnskoven, hvilket foeltes som at vaere tilbage i Malaysia igen, dog med untagelse af at der her var belyste stier og asfalterede veje. Cape Tribulation er kendt for at vaere et af de eneste steder, hvor regnskoven gaar direkte ned til vandet, og det skal jeg lige love for den gjorde. Man gaar fra kaempemaessige traeer direkte ned til de flotteste bounty strande man kan forestille sig. Vi gik ture paa flere af disse strande, det var dog lidt markeligt, da man ikke kan bade der paa grund af stingers. Men gaaturene var stadig flotte, og til noeds kunne vi godt klare os med poolen paa hostellet. Cape Tribulation var saa fantastisk, og den naeste destination Townsville, som vi er i nu, er ogsaa bare fantastisk, men mere nyt om den maa vente.

Laura (og Kathrine)

Ps. Billeder fra turen paa www.flickr.com/photos/kathrine_oerskov

 

Sydney

Sydney er en fantastisk by! Nu har jeg efterhånden været en måneds tid i Sydney, så jeg tænkte at nu måtte det være på høje tid at fortælle jer lidt om, hvad jeg går og laver.

Jeg startede selvfølgelig ud, som den ægte dansker jeg er, med at se operahuset, som er ligeså fantastisk flot som det ser ud på billeder. Charlotte havde endda fået fat i nogle billetter, så vi kunne komme ind og høre en koncert derinde. Så var det der skete det uheldige at børnene blev syge, så Charlotte var nødt til at blive hjemme, og Cathrine var ikke hjemme, hjvilket resulterede i at Laura steg på en cykel og hjulede ind til operahuset og tog til koncert alene. Det var lidt mærkeligt at være alene derinde, men det var stadig en god oplevelse, og en fed måde at se operahuset på, og jeg kan hilse og sige at udsigten inde fra operahuset er rigtig god!

Derudover har jeg været inde og se den botaniske have, og jeg vil sige at hvis jeg ikke havde været i Malaysia først, havde jeg nok været imponeret, men når man lige har været i en regnskov er man ikke specielt imponeret over at se et par store træer med et par plader med navne hamret ind i. Asmus, som viste mig den botaniske have, syntes også jeg skulle se træerne, hvor de flyvende hunde hang og sov, men igen vil jeg sige at når man lige er kommet fra en hule med 3 millioner flagermus er et træ med en 50 stykker ikke specielt imponerende. Men, men, men den botaniske have er stadig et rigtig hyggeligt område, og hvis nogen af jer skulle komme til Sydney kan det stærkt anbefales at tage en picnickurv med derind.

Cathrine har haft besøg af nogle veninder derhjemme fra, og da de skulle vises rundt kunne jeg også lige snige mig med. Vi var ude at sejle med jetbåd, som var vildt sjovt, men vi lavede den fejltagelse at starte dagen ud med at tage ud at sejle, for hvad vi ikke vidste var at man bliver fuldstændig gennemblødt af sådan en tur. Så da vi var færdige med at sejle skulle vi videre til zoologisk have, hvor vi den første halve time måtte gå drivvåde rundt, men heldigvis er det blevet varmt hernede nu, så det tog ikke så lang tid før vi var tørre igen. Efter turen til zoologisk have tog vi videre til Bondi beach. Man hører næsten altid om den strand, så vi tænkte at vi hellere måtte tage ud og se den. Jeg vil sige at det er en rigtig lækker strand, og den er god at surfe på, men den er utroligt lille taget i betragtning af, hvor mange der kommer der om sommeren. Det var desværre stadig lidt for koldt til at tage ud at bade, da vi var der, men så lavede vi sjov i vandkanten i stedet, som der lige er et eksempel på på billedet.

Udover at være turist har jeg også været til pool-party. det viser bare, hvor venlige og imødekommende australierne er, for selvom de ikke kender en, føler man sig altid velkommen. Men i hvert fald har jeg været til ppol-party, og det har været en fast tradition med at vi har mødtes hver uge, så på nogle punkter er det ærgeligt at jeg snart skal væk fra Sydney, men jeg glæder mig nu også til at komme ud ogse noget nyt. jeg har også været til halloween-party, hvilket passede mig udemærket, da jeg som bekendt elsker at klæde mig ud. Det var dog lidt svært, da jeg kun har min rygsæk med, og derfor ikke rigtig havde noget klædudtøj med, men heldigvis havde Charlotte ører og hale og ansigtsmaling, så jeg endte med at være en meget fin tiger-mis!

Jeg har også været ude at sejle i sejlbåd i Sydney harbour, hvilket var helt fantstisk. Jeg elsker et sejle, og så var det bare en skøn måde at se havnen på. Richard sejler kapsejlads hver lørdag, og da de manglede en mand, fik jeg lov til at komme med. Jeg var dog lidt bekymret for, at jeg ikke var god nok, blandt andet fordi jeg ikke kender alle sejler begreberne på engelsk, men no worries, for det endte med, at vi vandt! Og Dave, som er skipper, sagde at det var det hurtigste de havde sejlet længe, så det var bare en rigtig fed tur, og han sagde også til mig, at han syntes jeg skulle tage med igen inden jeg tager hjem, bedre bliver det bare ikke!

Det var vidst de store ting jeg har foretaget mig den sidste måneds tid, og ellers går jeg bare og hygger mig med hele familien og Cathrine.

Peace out!

- Laura

Lidt billeder fra Malaysia

 

 

 

 

 

Middag hos bidayuherne

 

 

  Flette-session hos bidayuherne

 

 

 

 

 

 

 Bidayuh-langhus

 

 

 

 

 

 

 

 Svedjemark

 

 

  Afgang til Iban-land

 

 

 

 

 

 

 Turen til ibanerne

 

  Turen til Iban-land

 

 

 

 

 

 

 

 

 Udsigten fra gæste-langhuset

 

 

  Fisketur

 

 

 

 

 

 

 

 

 YAY!

 

 

  Mit forsøg

 

 

 

 

 

 

 Flette-session hos ibanerne

 

 

  Iban-mænd

 

 

 

 

 

 

 

 

 Vandfald

 

 

  Flagermusehule med udsigt til paradis!

 

 

 

 

 

 

 Flagermuse-pølse

 

 

 

 

 

 

 

 Bregner amok!

 

 

 

 

 

 

 

 ”Udsigten” over indonesien

 

 

 

 

 

 

 

 Mangrove

 

 

 

 

 

 

 

 Solnedgang tæt ved Borneos nordligste spids

 

 

 

 

 

 

 

 The tip of Borneo

 

 

 

 

 

 

 

 Mig og min ven

Det malaysiske jungle-eventyr!

Så er jeg sluppet ud af den malaysiske jungle i god behold, og er kommet til Sydney.

Turen startede med den lange flyvetur til Kuala Lumpur, og derefter videre til Borneo. Her startede vi med at bo i Kuching på et fancy pancy hotel, med hotelsæber og andet godt, der blev stoppet ned i rygsækken til senere brug. I Kuching oplevede jeg det fantastiske byliv, og allerede her opdagede, hvor venlige og imødekommende alle var/er. Allerede den første aften var vi på et udendørs marked, hvor man kunne investere i alt mellem himmel og jord. Den næste dag tog vi ud for at besøge bidayuh folket. De bor traditionelt i langhus, men vi startede dagen med at besøge en familie der var flyttet væk fra langhuset, hvor vi fik fortalt lidt om deres levevis. Efter vi havde spist middag med familien tog vi ned til floden, som var omgivet af kalkstensbjerge og regnskov for at bade, det var såå smukt! Efter badeturen gik turen til et langhus, hvor vi fik en rundtur og så, hvordan bidayuherne traditionelt bor.

Efter Kuching gik turen til Nanga Sumpa, hvor vi var i 5 nætter. I Nanga Sumpa bor de lokale, kaldet ibanere, i langhuse, som kan sammenlignes med vores rækkehuse. Vi blev inlogerede i et gæstelanghus, der var lidt mere tilegnet turister, da der har var bad og toilet. Det skal dog lige nævnes, at vandstanden i floden var meget lav, hvilket vil sige, at der ikke var særligt meget vand i rørene, og at vi derfor skulle spare på vandet. Dette gjorde vi ved at tage bad i floden, samt at vaske tøj i den.Det var med til at give denne del af turen en rigtig god helheds oplevelse, da der på begge sider af floden var regnskov, bestående af kæmpemæssige træer og alskens fugle, se det er noget der får en til at føle sig i et med naturen. 

Den første dag i langhuset tog jeg ud at fiske med nogle af de lokale. Dette foregår i en langbåd, som er en lang smal båd. I denne båd står der en mand i hver ende, og den forreste har et stort rundt net, med en kæde syet fast hele vejen rundt i kanten. Dette net vikler han så op på armen på en bestemt måde, hvorefter han kan kaste det ud i vandet, hvor det spredes helt ud. Som de står der i spidsen, og let som ingenting smider nettet ud, tænker man, piece of cake, men NEJ! Kæden i bunden er meget tung, hvilket resulterede i, da jeg skulle prøve, at jeg næsten ikke havde nok kræfter til at få det slynget ud i vandet, selvom jeg endda, for at gøre det lettere stod på breden.

Den næste dag skulle der igen samles mad indtil aften, men denne gang bestod menuen ikke af fisk, men af snegle og larver, YUMMI! Vi startede med at gå ud for at finde larverne. Vi tog igen ud i regnskoven med nogle af de lokale, og baksede os vej op af en skråning. Her oppe var der sagopalmer, der var gået i forrådnelse, da de tidligere havde taget noget af palmen for at vaske sago ud af den. Da vi endelig kom der op var de lokale allerede gået i gang med at fiske larverne ud. De larver vi skulle have fat i var nemlig sago-larver, og som navnet antyder lever de i de rådne sagopalmer. Efter at have hakket et par palmer i småstykker havde vi fået samlet 14 fede hvide sago-larver, som vi tog med videre på turen i en lille plastikflaske. Derefter skulle sneglene findes. Dette foregik ved at gå langs kanterne i floderne, og gramse godt ned i slammet, hvor sneglene kunne findes. Disse to herlige retter blev om aftenen tilberedt. Jeg smagte selvfølgelig på begge dele, og det var ikke ubehageligt, men lad mig bare sige at jeg ikke har fået ny livret.

Dagen efter var der dømt vandfaldstur! Vi kom alle i langbådene og sejlede op ad floden. VI sejlede godt 2 timer, men turen føltes overhovedet ikke lang, da der var regnskov på begge sider af floden og hele tiden nye planter og dyr at kigge på. Vandfaldet var stort og smukt, og vi kom selvfølgelig ud at bade i det, det var fantastisk! Derefter fik vi mad på flodbreden, maden var så lækker, og det var utroligt at se, hvordan iban mændene fik lavet en grill og kogt ris i bambus, og endte med at have lavet 5 forskellige retter på ingen tid. Da vi var færdige med at spise og bade gik turen hjemad igen. Vi blev sejlet halvvejs tilbage til langhuset, og blev derefter sat af for at vi kunne vandre gennem regnskoven det sidste stykke tilbage. Denne tur var utrolig smuk (og VARM), men var efter min mening lidt for kort, så derfor fik jeg luret mig til en lang tur den næste dag.

Så er der trekking i sigte! Vi startede turen om morgenen for at undgå mest muligt af den varme middagssol. Vi gik afsted gennem regnskoven, og gik over flere småfloder, hvorefter det begyndte at gå opad. Det gik meget stejlt opad, og selvom det var tidligt var jeg slet ikke i tvivl om at det var varmt! Da vi endelig nåede toppen viste det sig på den anden side, at det bare gik nedad igen. Sådan gik vi flere gange op og ned og op og ned. Endelig kom vi ud til noget man bedst kan beskrive som en stor bregnemark. Bregner der var ligeså høje som mig selv stod over det hele, og her skulle vi igennnem. Da vi havde gået et stykke tid i bregnerne stoppede vi, for vi havde nu nået vores bestemmelsespunkt. Herfra var der udsigt over indonesien, men desværre var udsigten ikke helt så god, da der var meget røg fra afbrænding af marker. For mig var det dog alligevel hele turen værd, da det var fed jungletrekking! På turen tilbage var det eneste jeg kunne tænke på, at jeg skulle have haft en røvkælk med, for vi fortsatte gennem bregnerne, hvor det begyndte at gå meget stejlt nedad. Vi kom nedad, hvilket foregik ved at glide sidelæns ned, da bregnerne var meget glatte. Men ned kom vi, og det var først da vi kom tilbage til langhuset, at jeg opdagede at bregnerne havde lavet små ridser på mig på både arme og ben. Det var den fedeste tur! Da vi igen kom tilbage til civilisationen tog vi ud og så et orangutang reservat. Her lever orangutangerne i en national park, som umiddelbart lignede junglen fra Nanga Sumpa, her var der bare rigtig mange turister, øv!

Nu kom turen til Mulu, hvor vi startede den første aften med at vandre 3 km gennem regnskoven til nogle kalkstenshuler. Denne tur var dog meget anderledes end de andre vandreture vi havde i regnskoven, da der var bygget en gangbro hele vejen derhen. Inde i kalkstenshulerne levede 3 millioner flagermus, og dem var vi naturligvis også kommet for at se. Vi ventede uden for den største af hulerne indtil mørket kom frem og flagermusene begyndte at komme ud. Det var en meget speciel oplevelse at se så mange flagermus på én gang, da man bare ser nogle lange sorte pølser, der bølger hen over himlen men ved, at det er flagermus.

Udover ibanerne og bidayuherne besøgte vi også penanerne og runguserne. Hos penanerne fik jeg i stor stil opfyldt min kvote af armbånd, da jeg slet ikke kunne stå for de smukke udskæringer de lavede i deres bambusarmbånd. Derudover blev vi præsenteret for deres levevis, som mindede meget om ibanernes, da de også levede af junglen. Hos runguserne var vi ude og se mangroven, og alle de mange fugle og andre dyr der levede der. Udover det viste de os nogle af de traditionelle danse, som vi også blev inviterede til at prøve. Jeg har aldrig før i hele mit liv følt mig så stor og klumpe-dumpe agtig, som jeg gjorde ved siden af den lille fine rungus dame, men sjovt var det.

Tilbage i civilisationen igen, landede vi i Kota Kinabalu. Herfra tog vi på tur ud til en tropeø for at snorkle. Jeg fik set mine koraller og fisk, men desværre var vandet meget uklart på grund af storm. Snorkleturen blev desværre også kortet noget af, da vejret blev for dårligt, og vi derfor var nødt til at sejle tilbage. Men jeg var nu stadig glad for at jeg lige nåede at se mine fik. YAY! Det var så slutningen på eventyret, og vi levede alle lykkeligt til vores dages ende.